Undgå at din stress smitter af på børnene

Af Ritzau Fokus

En stresset dag på job kan gøre én hektisk og utålmodig, når man går ud ad døren. Og børnene kan mærke, når den stressede adfærd bliver taget med hjem.

Ifølge Helle Kjærgård, børneneuropsykolog og forfatter til bogen "Den lille kaospilot", så smitter det af på børnene, når vi tager den hektiske adfærd fra arbejde med hjem.

Ifølge Helle Kjærgård, børneneuropsykolog og forfatter til bogen "Den lille kaospilot", så smitter det af på børnene, når vi tager den hektiske adfærd fra arbejde med hjem. Foto: Creative Commons

Denne artikel er leveret af Ritzau Fokus og bringes på A4 Jobliv i samarbejde med Ritzau. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4 Jobliv. 

Hurtigt sende den sidste mail, slukke for computeren, haste ud ad døren og ned til børnehaven. Så skal barnet i tøjet, men den lille gider pludselig ikke afsted og da slet ikke at have støvler eller jakke på.

Så går turen hjem til næste projekt - at lave aftensmad, rydde af og lave lektier med den store.

Hvis vejrtrækningen stadig sidder helt oppe øverst i brystkassen, når hovedet endelig lander på puden, så er det måske ikke så underligt.

Og hvad værre er: Børnene har også kunnet mærke det.

Ifølge Helle Kjærgård, som er børneneuropsykolog og forfatter til bogen "Den lille kaospilot", så smitter det nemlig af på børnene, når man tager den hektiske adfærd fra arbejde med hjem.

- Det er karakteristisk for os voksne, at når vi bliver lidt stressede, bliver vi hurtige og en smule utålmodige, siger Helle Kjærgård og tilføjer:

- Og vi har rigtig svært ved at komme ned i det tempo, der skal til, når en fireårig selv skal finde ud af at tage sine støvler på. Så står vi der og tripper. 

Når forældrene ikke rigtig er til stede i nuet, men står og stresser over noget fra arbejde og alt det, der skal gøres, når de kommer hjem, så mærker børnene det.

De bliver ramt af en usikkerhed over, hvad det egentlig er, der foregår. Og det prikker til en uro i dem, hvor de bliver urolige, fortæller Helle Kjærgård.

Hun peger på garderoberummet i daginstitutionen som en scene, hvor mange mærker det.

- Så begynder barnet at hive lidt i mor, og så bliver det helt hjælpeløst: "Jamen jeg kan ikke finde ud af at tage min støvle på, den er dum!", siger Helle Kjærgård og fortsætter:

- Så kører de op. Og så bliver forældrene mere irriterede, for det er jo også pinligt, når man står der foran pædagogerne. Og det hele er startet med, at forældrene ikke er nået at falde til ro, før de kom ind ad døren til deres barn.

Der er ikke en mirakelkur til lynhurtigt at komme ned i gear og være til stede i nuet. Men Helle Kjærgård foreslår, at man tager sig to minutter uden forstyrrelser udefra.

- Tag to minutter med slukket telefon, hvor du bare sidder i bilen, fokuserer på din vejrtrækning og lige lader dagen glide af dig. Det giver et lille pusterum, hvor du bliver klar til det næste – til at se dine børn i øjnene, siger hun og fortsætter:

- Når vi kører i højt tempo, så ryger vores vejrtrækning op i den øverste del af brystkassen, og så kan vi ikke mærke os selv. Så vi skal bruge de to minutter på at trække vejret helt ned i bunden af maven. Så begynder vi at kunne mærke os selv.

Læs også: Kvinder sakker bagud - Kom i gang med at netværke

Grethe Kragh-Müller, lektor i Pædagogisk Psykologi på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, er enig i, at den dybe vejrtrækning kan være en måde at komme tilbage i sin krop.

- Træk vejret dybt, og forbered dig på, at nu skal du ind til dit barn og se, hvad det er i gang med. Det kan der være meget ro i, siger hun.

Hun tilføjer, at man jo altså heller ikke er den eneste, der har haft en lang dag, når man henter barnet. Det kan også være, at barnet har holdt noget tilbage.

- Der kan derfor godt opstå nogle konflikter, som ikke kun er skabt af de voksne. De sker, fordi barnet føler sig mest tryg ved forælderen, og så er det der, de slapper helt af og lukker det ud, de måske har holdt tilbage i løbet af dagen, siger hun.

De små teknikker med eksempelvis at trække vejret dybt kan være en fin måde at geare ned i hverdagen, men Grethe Kragh-Müller lægger også vægt på, at man forsøger at finde og bearbejde det, der stresser en.

Men alle har selvfølgelig lov at have en særligt dum dag, og det kan man sagtens sige til barnet, råder Grethe Kragh-Müller.

- Så forstår barnet, hvad det handler om - og at det ikke handler om barnet, siger hun og tilføjer:

- Men hvis stressen varer ved over længere tid, må man tage fat i det og få det løst, så børnene ikke skal komme til at lide under det.

/ritzau fokus/