Foto: Unsplash

Så ofte bør du give din pension et eftersyn

12. mar, 8:01

Har du talt med din pensionsrådgiver i år? Eller inden for de seneste fem år?

Ellers bør du måske overveje det. Især hvis der er sket noget stort i dit liv, siden du gennemgik din pension og dine forsikringer sidst, lyder det fra Søren Andersen, der er uvildig økonomisk rådgiver og stifter af FPension.

Hvis du har skiftet job, er blevet gift, skilt eller har fået børn, er der behov for at genbesøge din ordning, siger han
Søren Andersen

Det samme gælder, hvis børnene er flyttet hjemmefra, du har købt en ny bolig eller er blevet langtidssygemeldt.

Din pension er nemlig ikke kun de penge, du skal leve af, når du bliver ældre. Det er også en række forsikringer, som du hos mange selskaber kan skrue op og ned på, alt efter hvor du er i dit liv.

Det gælder for eksempel forsikring mod tab af erhvervsevne eller en livsforsikring, hvis du skulle falde bort.

Er du gift og har to børn, giver det mening at sikre familien, forklarer Søren Andersen. Er du derimod uden arvinger og netop blevet skilt, er livsforsikringen måske ikke det vigtigste at have.

Ifølge en undersøgelse, som Epinion har lavet for forsikringsselskabet PFA, har 42 procent af danskerne været ude for en såkaldt livshændelse inden for de seneste tre år.

Af dem tjekkede over halvdelen – 55 procent – ikke pensionsordningen efterfølgende.

- Tallene viser, at pension ikke er noget, man som rygmarvsreaktion tænker på, når der sker noget vigtigt i ens liv, siger forbrugerøkonom Carsten Holdum fra PFA.

- Men det bør det være. Har man for eksempel for store forsikringer, er det jo penge, man i stedet kan sætte ind på sin opsparing, tilføjer han.

Har du blot taget imod standardløsningen fra dit forsikringsselskab, skal du være opmærksom på, at den kan være beregnet ud fra en familiesituation, der på ingen måder stemmer overens med din egen.

Det forklarer Dan Løkke, der er pensionschef hos Arvad Finanshus.

- Man bliver nødt til at se nærmere på, hvad forudsætningerne for forsikringerne er, siger han.

Både Søren Andersen og Dan Løkke anbefaler, at du – foruden ved store livsbegivenheder – giver din pensionsordning et gennemsyn hvert tredje år.

- Måske har du betalt mere af på huset og har ikke brug for så stor en livsforsikring. Eller måske har din levestandard ændret sig, siger Søren Andersen.

Kan du overskue det, kan du faktisk med fordel tjekke din ordning igennem årligt, mener Dan Løkke. Politiske beslutninger betyder nemlig oftere og oftere noget for din pension.

- Jeg har oplevet det tiltagende de seneste ti år, så der nu nærmest hvert eneste år bliver lavet om på pensionsregler og ydelser, siger han.

/ritzau fokus/