20210203-124128-L-1920x1280we__4_
Arbejdsmiljøloven stiller krav til, at arbejdspladser skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt indrettet. Det gælder som hovedregel også for en hjemmearbejdsplads. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nye tal:
Det halter med at få lavet APV på hjemmekontoret

1. dec. 2021 06.00
Mange har ikke fået lavet en arbejdspladsvurdering af hjemmekontoret, viser ny undersøgelse.

Selvom corona har gjort det mere normalt at skifte hæve-sænkebordet på arbejdspladsen ud med en plads ved spisebordet derhjemme nogle dage om ugen, er det ikke mange, der får lavet en arbejdspladsvurdering - APV - af hjemmearbejdspladsen.

Det viser en undersøgelse, Userneed har lavet for Business Danmark.

LÆS OGSÅ: Topchef: Travlhed truer medarbejdernes trivsel

I undersøgelsen svarer 30 procent, at de arbejder hjemme mere end én dag om ugen. Af dem svarer 78 procent, at de ikke har fået lavet en APV af hjemmekontoret.

Og det overrasker ikke Tobias Bai, der er formand for arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Business Danmark.

- Langt de fleste har bare den hjemmearbejdsplads, de nu engang har, og så får de det bedste ud af det. Jeg tror ikke, at det er ond vilje fra hverken arbejdsgiver eller arbejdstager, siger han.

En APV skal bruges til noget

Arbejdsmiljøforsker og professor ved Syddansk Universitet Peter Hasle tror, at de manglende APV'er på så mange hjemmekontorer skyldes corona og den deraf stigende mængde hjemmearbejde. Men der er et behov for at lave APV på faste hjemmearbejdspladser, understreger han.

"Behovet skyldes, at de mange ikke har indrettet hjemmet til en professionel arbejdsplads, hvor man sidder 7,5 time foran skærmen. Der benyttes ofte borde og stole, som ikke kan indstilles, og typisk har man mange flere timers stillesiddende arbejde, fordi man ikke bliver afbrudt af kolleger og møder," skriver han i et svar til A4 Arbejdsmiljø.

Uanset, om man arbejder fra et hæve-sænkebord ved siden af kollegerne i storrumskontoret eller fra en skammel ved køkkenbordet derhjemme, stiller arbejdsmiljøloven krav til, at arbejdspladsen skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt indrettet. Det gælder som hovedregel også for en hjemmearbejdsplads, hvis man arbejder regelmæssigt hjemme over en vis periode.

Men hos Business Danmark understreger Tobias Bai, at man ikke skal bare skal lave en APV for at leve op til loven. 

- Det afhjælper jo nul problemer bare at lave en APV. Det vigtigste er, at man bruger den til noget. Det handler om at lære medarbejderne, hvad de selv kan gøre. Og tage det ned til noget, som er anvendeligt i hverdagen, eksempelvis at skifte arbejdsstilling, siger han.

Arbejdsmiljømæssigt er der mange ting man kan gøre, der ikke handler om hæve-sænkebord eller en god kontorstol
Tobias Bai, formand for arbejdsmiljøpolitisk udvalg i Business Danmark

Han peger på, at mange nok bruger mere tid på hjemmekontoret nu end før corona i en tid, hvor virtuelle møder og arbejde fra distancen er blevet langt mere normalt.

Og derfor er det også vigtigt at kigge på, hvad der er af muligheder for at forbedre arbejdsmiljøet derhjemme.

- Arbejdsmiljømæssigt er der mange ting man kan gøre, der ikke handler om hæve-sænkebord eller en god kontorstol, siger han og peger på, at man eksempelvis kan tage telefonmøderne, mens man alligevel går en tur rundt i kvarteret eller sørge for at skifte pladsen ved spisebordet ud med en plads i sofaen og tilbage igen.

- Selv hvis du sætter dig i den mest ergonomisk korrekte siddestilling, vil du få smerter, hvis du sidder sådan i tre timer i træk. Det handler om at lave skift, forklarer Tobias Bai.

Arbejdsgivere: Vi skal forholde os til hjemmearbejde

Hos Dansk Arbejdsgiverforening understreger arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund, at der ikke er krav om at lave en separat APV for den enkeltes hjemmearbejdsplads.

"Men hvis man som arbejdsgiver tilbyder hjemmearbejde, skal man naturligvis forholde sig til hjemmearbejde i forbindelse med APV-arbejdet for hele arbejdspladsen. Arbejdsgiveren har samtidig pligt til at sikre, at virksomhedens APV er tilgængelig for alle ansatte," skriver hun i en skriftlig kommentar.

Helt generelt er det dog naturligvis i alles interesse, at ansatte har en klar opfattelse af, at deres arbejdsgiver forholder sig til arbejdsmiljøet ved hjemmearbejde
Christina Sode Haslund, arbejdsmiljøchef, Dansk Arbejdsgiverforening

Arbejdsgiverforeningen holder dog samtidig undersøgelsen fra Business Danmark ud i strakt arm, da man ikke føler sig sikker på, at dem, der har besvaret undersøgelsen, har forstået sondringen mellem, at arbejdsgiveren ikke nødvendigvis skal lave en APV for den enkelte hjemmearbejdsplads, men i stedet kun har pligt til at inkludere hjemmearbejdspladsen i det overordnede APV-arbejde.

"Vi kan ikke konkludere noget konkret på baggrund af de oplysninger, vi har fået om undersøgelsen. Helt generelt er det dog naturligvis i alles interesse, at ansatte har en klar opfattelse af, at deres arbejdsgiver forholder sig til arbejdsmiljøet ved hjemmearbejde," skriver Christina Sode Haslund.