Derfor skal du lægge telefonen væk i din pause
Når telefonen bliver fundet frem fra lommen i en pause, trækker du stadig på de krævende mentale ressourcer, som du egentlig ville trække stikket fra. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Derfor skal du lægge telefonen væk i din pause

28. aug, 8:22
Hold nallerne fra mobiltelefonen i din pause. Den er nemlig ikke spor afslappende, og så gør den dig mindre effektiv.

Når du har fem minutters pause, hvad bruger du dem så på?

Hvis du er, som folk er flest, har du sandsynligvis haft din mobiltelefon i hånden i løbet af de fem minutter.

Men ifølge et nyt studie fra det amerikanske Rutgers University bliver du faktisk mindre effektiv efterfølgende, hvis du finder mobiltelefonen frem i din pause.

LÆS OGSÅ: Kokke arbejder gratis på Noma 

I studiet skulle 414 deltagere løse ordopgaver. Undervejs fik de en pause, og i løbet af den kunne de enten bruge papir, en computer eller en mobiltelefon til at skrive nogle ting ned til en hypotetisk indkøbsseddel.

Og dommen var klar: Dem, der havde brugt mobiltelefonen, var dårligere til at løse opgaverne efterfølgende.

- Vores følelsesmæssige tilknytning til mobiltelefonen, der blandt andet skyldes, at telefonen aktiverer os på mange forskellige niveauer, gør, at den virker anderledes på os end andre medier, forklarer Theresa Schilhab, som er neurobiolog og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Når du kigger på din telefon, ser du måske umiddelbart bare en skærm og et cover. Men i din hjerne sker der meget mere end det. Det afdæmpede ydre bliver nemlig omsat til alle de muligheder, som din hjerne kender til.

Den er din livline til omverdenen, dit kort, din telefonbog, din shoppingkurv og din spillemaskine.

Sidder du med en bog, får du hjælp af den fysiske genstand til at forholde dig til den opgave, du er i gang med. Men når det kommer til telefonen, så har den ikke bare én funktion.

- Når vi bruger mobiltelefonen til alting, så kommer der en "spillover-effekt". Det vil sige, at når du løser en specifik opgave, bliver der også aktiveret forventningsmønstre fra de andre ting, du kan foretage dig på telefonen, forklarer Theresa Schilhab.

Alle de andre muligheder fylder i din hjerne, fordi du har en forventning om, at du kan blive forstyrret af andre funktioner på telefonen. Og det er ikke særligt afslappende for din hjerne.

- Mobiltelefonen er et bombardement af hjernen, som aktiverer et væld af forskellige områder, fortæller Ellen Garde, som er læge og hjerneforsker ved Hvidovre Hospital og tilknyttet Københavns Universitet.

Derfor lyder det klare råd fra Ellen Garde, at du lægger telefonen helt væk, når du tager en pause. For alene synet af den kan være forstyrrende.

I begyndelse kan det vække følelsen af ubehag at undvære din trofaste telefon.

Men jo mere du gør det, jo mere vænner du dig til, at den ikke behøver at være til stede, lover hjerneforsker Ellen Garde.

/ritzau fokus/

Kontakt
Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Job er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Cookies

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 71 74 73 77 ...