Tidligere studier har vist, at computerspil ikke gør børn voldelige - og faktisk kan spillene også være med til at træne hjernen. Men otte timer om dagen er aldrig en god idé, fastslår hjerneforsker Troels W. Kjær. (Arkivfoto) Foto: Foto ©Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Gør din hjerne skarpere med computerspil og sang

31. maj, 12:04
Counter-Strike og kørsel uden gps kan få din hjerne til at vokse. Det kræver blot, at du kommer ud af komfortzonen.

Vil du holde hjernen skarp hele livet igennem, skal du udfordre dig selv?

For ligesom dine biceps bliver større med en indsats i fitnesscentret, kan din hjerne også trænes større.

Det kræver blot, at du træder ud af din komfortzone, fortæller Troels W. Kjær, der er hjerneforsker og overlæge på Neurofysiologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

- Hjernen har en evne til at tilpasse sig efter ændrede behov, siger han.

Og det er, når vi prøver noget nyt og uvant, at hjernen virkelig kommer på arbejde. Når den arbejder, vokser den og bliver mere velfungerende.

Du kan både forbedre din hukommelse og gøre dig bedre til at klare forskellige opgaver og udfordringer.

En måde at udfordre hjernen kan være at køre bil uden gps, foreslår Troels W. Kjær.

Du kan også synge en sang eller indlede en samtale med folk, du ikke kender. Så længe det er uvant for dig.

- En glad hjerne er en hjerne, der bliver brugt til mange forskellige ting, siger han.

Også tid foran computeren kan være med til at træne din hjerne, fortæller læge Kim Krogsgaard. Han er direktør for The Brain Prize - verdens største hjerneforskerpris, som uddeles af Lundbeckfonden.

- Når man bruger tid på spil som Counter-Strike, træner man samspillet mellem syn og hjerne, forklarer han og tilføjer:

- Man styrker hukommelsen, at fastholde fokus og man træner hjernen til at modtage og håndtere mange visuelle udtryk.

Tidligere har tysk forskning vist en effekt efter 30 minutters computerspil om dagen. Men mindre kan også gøre det, mener Troels W. Kjær.

- Vi kan sagtens lære noget af computerspil, som indeholder en særlig form for logik. Men det betyder ikke, at hjernen bliver skarpere, jo flere timer man spiller, siger han.

Det skyldes, at du udvider netværket i hjernen med nye forbindelser, når du træner den. Men trasker du den samme sti for mange gange, udvides netværket på et tidspunkt ikke længere. Og så skal der nyt til.

Vigtigst er det, at du finder noget, du synes er sjovt, fastslår Kim Krogsgaard.

For uden motivation ender hjernetræningen - som så meget andet - med at blive nedprioriteret til fordel for gamle vaner.

- Skak og bridge bliver ofte fremhævet som intellektuelt udfordrende, men kaster man sig over nye aktiviteter, man aldrig har følt sig tiltrukket af, bliver det sjældent til mere end intentionen, siger han.

Han foreslår i stedet, at du finder noget, du er allerede er god til eller interesseret i og udfordrer dig ved at prøve grænser af inden for det område.

/ritzau fokus/

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Job er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser