Indryk jobannonce
20201211-151752-L-1920x1280we
Beskæftigelsesministeren hylder arbejdsmiljørepræsentanter på arbejdsmiljødagen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Hummelgaard hylder Finn og andre AMR'er: 'De har været guld værd under corona'

26. apr 2021, 15:08
Overblik over aktuelle nyhedshistorier og tendenser om arbejdsmiljøet.

A4 Arbejdsmiljø giver dig et overblik over aktuelle nyhedshistorier og tendenser om arbejdsmiljøet i Danmark og i EU.

Artiklen vil blive opdateret jævnligt med korte noter og links til relevante kilder.

--

28. april

Hummelgaard hylder arbejdsmiljørepræsentanter

På dagen for den internationale arbejdsmiljødag sender beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) en hyldest til landets arbejdsmiljørepræsentanter (AMR), som han kalder "hverdagens helte".

På Facebook har ministeren lagt et billede ud af Finn, der er AMR for bagageportørerne i Københavns Lufthavn.

Peter Hummelgaard mener, at arbejdsmiljørepræsentanterne har vist deres værd under coronakrisen.

- Det er også min oplevelse, at de lokale arbejdsmiljørepræsentanter og det stærke lokale samarbejde har været guld værd i forhold til coronakrisen. Lynhurtigt formåede tusindevis af danske virksomheder at omstille sig til den nye virkelighed med afstand, hygiejnekrav og test. Det er bare endnu et bevis på partssamarbejdet, der gør en konkret forskel, skriver Peter Hummelgaard i opslaget. 

Internationalt bliver dagen også kaldt for 'International Workers Memorial Day'. Her mindes man lønmodtagere, der er omkommet eller kommet til skade som følge af deres arbejde. 

26. april


Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Arbejdstilsynet genindfører tre-timers-regel for masker

Med øjeblikkelig virkning har Arbejdstilsynet ophævet dispensationen af tre-timers-reglen ved brug af FFP2- og FFP3-masker.

Det skriver Arbejdstilsynet i et brev til Dansk Sygeplejeråd fredag, oplyser DSR.

De kraftige åndedrætsværn er belastende at bære i længere tid, da den tætsluttende maske kan medføre gener for vejrtrækning og hud. Derfor må de højst bæres tre timer sammenlagt på en arbejdsdag.

Overstiger arbejdets varighed tre timer, er arbejdsgiver forpligtet til at stille filtrerende åndedrætsværn med turboenhed eller luftforsynet åndedrætsværn til rådighed, fremgår det af Arbejdstilsynets vejledning.

I januar 2021 lempede Arbejdstilsynet dog reglerne på anmodning fra Statens Seruminstitut (SSI) og dermed kunne sygeplejersker og andet sundhedspersonale pålægges at bære maskerne i mere end tre timer dagligt. Det skete med henvisning til mangel på kvalificeret personale på hospitalernes corona-afsnit.

Dansk Sygeplejeråd glæder sig over Arbejdstilsynets beslutning om at annullere lempelsen, som de kalder ”en sejr for arbejdsmiljøet”:

- Vi har kritiseret dispensationen fra første dag, den blev indført, og vi har forsøgt at få den midlertidige lempelse ophævet. Jeg er derfor meget glad for, at Arbejdstilsynet har lyttet til vores argumenter om, at man ikke kan byde sygeplejersker at arbejde mere end de tre timer med disse masker, når der ikke længere er det store pres på intensivafdelinger, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Pilgaard.

14. april

FOA efterlyser svar: Hvornår bliver frontpersonalet færdigvaccineret?

Der er behov for en plan for færdigvaccinering af frontpersonalet, efter at AstraZeneca er blevet droppet.

Det mener fagforbundet FOA.

- Sundhedsmyndighederne skal svare på, hvad det her betyder for frontpersonalet? Hvad sker der med de medarbejdere, der har fået første stik? Hvad med de mennesker, der står i frontlinjen, men endnu ikke har fået vaccinen? Rigtig mange medarbejdere står lige nu med en masse spørgsmål, som kræver handling og svar, udtaler FOA's formand, Mona Striib, i en pressemeddelelse. 

FOA skriver, at siden AstraZeneca blev sat på pause, er vaccinationen af frontpersonalet stort set gået i stå, viser statusrapporter fra Sundhedsstyrelsen.

Siden 15. marts er andelen af færdigvaccinerede på hospitaler kun steget to procentpoint - fra 43 til 45 procent. På plejehjem fra 44 til 45 procent. Og i hjemmeplejen fra 41 til 43 procent.

8. april

Få psykiske arbejdsskader bliver anerkendt

Blot 7 procent af afgjorte psykiske arbejdsskadesager i 2019 blev anerkendt. Det viser Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsrapport fra 2020. 

Dermed er psykiske sygdomme igen den erhvervssygdom, der har den laveste anerkendelesprocent. I 2018 og 2017 blev henholdsvis 10 og 6 procent af sagerne anerkendt. 

Generelt er det nemmere at få anerkendt en arbejdsulykke end en erhvervssygdom. I 2019 lå anerkendelsesprocenten for ulykker på 69 procent, mens den for erhvervssygdomme lå på 22 procent.

29. marts

Nu skal lærlinges psykiske arbejdsmiljø undersøges

Malerforbundet vil efter påske undersøge malerlærlinges psykiske arbejdsmiljø.

915 lærlinge får nu mulighed for anonymt at svare på, hvordan de trives og hvilke psykiske belastninger, de oplever i deres arbejdsliv og i uddannelsen, skriver Malerforbundet. 

- Vi ved desværre, at vores lærlinge nogle steder ikke bliver behandlet ordentligt. Vi kører flere sager om dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvor vi stiller arbejdsgiverne til regnskab, når de ikke lever op til deres ansvar for at sikre et sundt arbejdsmiljø.

- Men vi må og skal også have fokus på forebyggelse. Og for at vi kan sætte rigtigt ind, er vi nødt til at være helt skarpe på, hvor og hvordan problemerne opstår. Det håber jeg, denne undersøgelse kan være med til at kortlægge, siger forbundsformand Tonny Olsen.

Undersøgelsen laves af rådgivervirksomheden Arbejdsmiljøhuset i samspil med Malerforbundet og elevorganisationen MFD Ungdom.

24. marts


Foto: Pressefoto

Nemlig.com-chauffører: Vi udsættes for 'det moderne slaveri'

Arbejdsdage fra tidlig morgen til sen aften syv dage om ugen. Varer, der skal leveres i 5. sals højde, og smerter der dulmes med joints og piller i en ung alder.

Et arbejdsmiljø, der omtales som "det moderne slaveri".

Sådan beskrives de vanvittige arbejdsforhold, en række anonyme chauffører fra Nemlig.com fortæller om i et interview med Politiken. Nemlig.com bringer fødevarer ud til danskerne, der dermed selv slipper for at bevæge sig hen i supermarkedet.

En af chaufførerne, der i artiklen bliver kaldt 'Mohammed', siger:

- Nogle dage er jeg så stresset og udmattet, at jeg ikke tror, at jeg kan klare det (..). Jeg har ondt overalt i kroppen, og jeg kan mærke på mine knogler og muskler, at de er overanstrengte. Jeg er kun 34 år, og det er ikke meningen, at man skal have den slags smerter fra slid i kroppen, når man er så ung. 

I en pressemeddelelse skriver Nemlig.com, at de er overraskede over beskrivelserne i Politiken.

- Vi tager afstand fra disse forhold, der er beskrevet i Politiken. Det er forhold som på ingen måde lever op til de værdier, som vores virksomhed er bygget op omkring.

22. marts

Danske Bank giver ansatte stor valgfrihed: Sådan tilrettelægges arbejdet efter corona

Endnu en stor dansk virksomhed melder nu, at hjemmearbejde er kommet for at blive. Denne gang er det Danske Bank, der er klar med en model for, hvordan arbejdet skal tilrettelægges, når coronakrisen er slut.

Medarbejderne i Danske Bank får efter krisen selv mulighed for at vælge, hvor meget de vil arbejde fra hjemmekontoret. Det skriver Politiken.

- Derfor vil vi helt konkret tilbyde vores medarbejdere selv at tilrettelægge deres arbejdsdage og uger. For nogle vil det betyde to hjemmearbejdsdage om ugen, for andre giver det mening at arbejde hjemme tre dage om ugen, siger HR-direktør i Danske Bank, Karsten Breum.

Banken udbetaler et engangsbeløb på 8.000 kroner til de medarbejdere, der ønsker at arbejde hjemmefra, så de kan indrette hjemmekontoret med kontorstole, borde og den rette belysning.

15. marts

20191213-112526-2-1920x1280we-medium_32
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kollaps på psykiatrisk afdeling: Personaleflugt og højt arbejdspres

Voldsomt arbejdspres, personaleflugt og et arbejdsmiljø, der er yderst presset. 

Sådan er situationen for medarbejderne på Psykiatrisk afdeling i Aabenraa. Det skriver Jydske Vestkysten. 

Situationen var i december så kritisk, at ledelsen besluttede at lukke et sengafsnit. På det tidspunkt var der 25 ledige stillinger. 

- Folk er brændt helt ud og kan ikke mere psykisk. Fagligt gør vi det ikke godt nok, fordi vi har ikke ressourcer til at at hjælpe patienterne, og sikkerheden er der heller ikke mere, siger en ansat til Jydske Vestkysten. 

I september sendte tillidsvalgte på afdelingen et bekymringsbrev til ledelsen, hvor de gjorde dem opmærksom på et arbejdsmiljø, der var ved at kollapse på grund af lav bemanding.

10. marts

Trivsels-app vinder frem i virksomheder - seriøst supplement til APV'er

Arbejdet med trivsel, arbejdsglæde og stressforebyggelse på arbejdspladsen bliver mere og mere digitalt. En ny guide fra Velliv Foreningen skal hjælpe arbejdspladserne med at skabe overblik over de mange muligheder.

Det skriver Velliv Foreningen i en pressemeddelelse.

Ifølge Henrik Ankerstjerne Eriksen, konsulent i rådgivningsvirksomheden TeamArbejdsliv, tager flere og flere virksomheder værktøjerne til sig for at kunne arbejde mere professionelt med mental sundhed på arbejdspladsen.

- Vi ser virksomheder bruger de digitale værktøjer til at få et bedre her og nu-indblik i medarbejdernes trivsel som supplement til APV- og trivselsundersøgelser. De traditionelle undersøgelser finder nemlig sted meget sjældnere og giver derfor ikke helt samme mulighed for rettidigt at sætte ind, før en afdeling kan ende i det røde felt i forhold til trivsel, siger han.

Seks online-værktøjer til at måle trivslen er blevet testet af medarbejdere i små- og mellemstore virksomheder. Se resultaterne her.

8. marts


Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Professor: Indsats mod social dumping er god forretning for staten

Når de danske skattemyndigheder tjekker udenlandske virksomheders skatteforhold, er konklusionen ofte, at statskassen har store beløb til gode. 

Det viser nye tal fra den seneste rapport om den såkaldte fælles myndighedsindsats, hvor politiet, Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet i fællesskab bekæmper social dumping i Danmark.

På fem år har skattemyndighederne skrevet ekstraregninger for godt 1,1 mia. i skat og moms, som udenlandske firmaer og ansatte i Danmark mangler at betale. 

Professor Bent Greve fra RUC vurderer dog, at den fælles myndighedsindsats mod social dumping er en "særdeles god forretning for statskassen".

Læs mere i A4 Arbejdsliv her.

Sætter alle sejl til i kampen mod seksuel chikane

Interesseorganisationen Lederne sætter alle sejl til for at uddanne landets ledere til frontløbere i indsatsen mod seksuel chikane.

Mandag lancerer organisationen en stor kampagne, der skal få flere virksomhedsledere til at deltage i nyt gratis digitalt kursus om emnet. En række virksomheder bakker allerede op om kampagnen og opfordrer deres næsten 1.300 ledere til at tage kurset.

Den danske energi- og telekoncern Norlys er en af dem.

- Vi skal i fællesskab have sat en stopper for sexchikane på det danske arbejdsmarked. Det kræver, at vi som virksomheder sikrer, at vores ledere har den nødvendige viden til at sikre en god kultur på arbejdspladsen og de rette værktøjer til at håndtere det på den rigtige måde, hvis der alligevel opstår konkrete sager, siger siger adm. direktør i Norlys, Niels Duedahl, i en pressemeddelelse.

1. marts

Bedre modtagelse af nye kolleger på byggepladsen

En god modtagelse af nye medarbejdere på byggepladsen gavner sig. Det øger trivslen og giver bedre sikkerhed, når der er tid til at sætte nye kolleger ind i arbejdsopgaven.

Derfor har BFA Bygge og Anlæg netop lanceret en ny hjemmeside, hvor man kan finde en tjekliste til, hvordan man bedst tager imod nye ansatte herunder unge og udenlandske medarbejdere.  

"En god modtagelse er med til at sikre fastholdelse af nye medarbejdere, og at man som ny kommer hurtigere ind i opgaverne. Når man er med i fællesskabet på arbejdspladsen øger det trivslen og risikoen for ulykker bliver mindre. Færre ulykker betyder færre udgifter til sygedage m.m.", skriver BFA Bygge og anlæg på hjemmesiden.

25. februar


Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Indsats mod social dumping ramt af corona-nedlukning

Det ramte kampen mod social dumping hårdt, at regeringen valgte at lukke ned og sende flere myndigheder hjem i foråret. Heriblandt Arbejdstilsynet.

Hver anden af de planlagte aktioner mod svindel med løn og arbejdsvilkår måtte i en periode aflyses – på trods af, at store dele af arbejdsmarkedet, heriblandt 3F’erne, stadig arbejdede videre på fuld kraft, skriver Fagbladet 3F.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

18. februar

Industrien og bygge- og anlægsbranchen jubler over corona-tendens

Smitten med coronavirus er lavest i de brancher, der ikke har været lukket ned i løbet af pandemien. Det viser en ny opgørelse fra Statens Serum Institut, skriver Politiken.

På både industriarbejdspladser og i bygge- og anlægsbranchen har smitten været lavere end gennemsnittet for alle brancher.

I industrien har 3,1 procent af arbejdsstyrken været smittet med covid-19, mens det for bygge- og anlægsbranchen gælder 3 procent. Gennemsnittet for alle brancher er 4,3 procent af de ansatte. 

I Dansk Industri (DI) mener man, at tallene viser, at det kan lade sig gøre at holde virksomheder åbne, uden at smitten eksploderer.

- På arbejdspladserne i industrien er man gået højt op i at foretage afspritning og overholde afstandskrav og i det hele taget opføre sig fornuftigt. Mange steder har man lavet ordninger, hvor man går med de samme kolleger hver dag. Og så har man mange steder testet, testet og testet. Det er et godt redskab, som mange virksomheder har taget i brug, siger medlemsdirektør Anders Søndergaard Larsen fra DI.

15. februar


Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Sager om seksuel chikane ender med tavshed

Når en sag om seksuel chikane på arbejdspladsen skal løses, ender det ofte med en aftale, hvor parterne aftaler at tie sagen ihjel. 

De såkaldte tavshedsklausuler er udbredte, fortæller Anette Borchorst, professor på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet, til DR Nyheder. Klausulerne bliver brugt mere end det retslige system, lyder det. 

- Forlig har været rigtig udbredte, og de fleste forlig har tavshedsklausuler. Og det er ofte tidsubegrænsede klausuler. Det har været almindeligt med fortrolighedsklausuler. Vi kender ikke tallet, for de er mørkelagte, siger Anette Borchorst.

Professorens udtalelse kommer, efter at DR kunne fortælle, at en sag og seksuel chikane i toppen af Socialdemokratiet endte med en tavshedsaftale mellem tidligere boligminister Carsten Hansen og partiets tidligere sekretær, Louise Kwang.  

9. februar

Ekspert: Bøder ændrer ikke adfærd

Bøder sender politiske signaler, men det vil ikke nødvendigvis ændre adfærden. 

Sådan lyder det fra Sille Krukow, der er ekspert i adfærdsændringer, til byggeriets dagblad Licitationen.

Hun tror dermed ikke, at de forhøjede gebyrer og bøder, som virksomheder kan få ved overtrædelser af arbejdsmiljøloven, vil få den store effekt. 

- Fra et adfærdsperspektiv, så er bøder mere et politisk signal og ikke nødvendigvis særligt effektivt, siger Sille Krukow til Licitationen.

I 2020 blev virksomheder pålagt at betale et gebyr ved gentagne overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Fra 1. september 2021 bliver grundbøden forhøjet, så den stiger med 4.600 kroner. 

5. februar


Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Håndsrækning til mindre virksomheder - indkalder til webinarer

Små og mellemstore virksomheder får nu en håndsrækning til arbejdsmiljøarbejdet. Politikerne på Christiansborg har aftalt at udmønte en pulje på 105 millioner kroner årligt fra 2021 til 2023, der skal gå til arbejdsmiljørådgivning af virksomheder med op til 50 ansatte.

De mindre virksomheder har svært ved selv at håndtere arbejdsmiljøarbejdet på grund af få ressourcer. Derfor falder udmøntningen af puljen på et tørt sted.

I en ny undersøgelse, Arbejdstilsynet har foretaget, svarer 24 procent af de små virksomheder med op til 10 ansatte, at økonomien spænder ben for lysten til at hyre ekstern hjælp.

Dansk Industri har i forbindelse med udmøntningen af puljen indbudt til webinarer om emnet. Her vil rådgivervirksomheder som Sweco, Joblife A/S og CRECEA A/S fortælle om idéer til mulige arbejdsmiljøprojekter.

Ny lov skal forhindre smitteudbrud blandt udenlandske arbejdere

Sidste år var der flere smitteudbrud med coronavirus blandt udlændinge, der arbejder i Danmark, fordi de var indkvarteret for tæt. Nu har et flertal i Folketinget besluttet, at arbejdsgivere, der stiller en bolig til rådighed for ansatte, skal opfylde en række minimumskrav.

Det handler bl.a. om krav til afstand og rengøring i boligen. Arbejdsgiverne skal udarbejde en plan for indkvartering af ansatte, som skal kunne fremvises, hvis Arbejdstilsynet kommer på besøg.

Hvis boligforholdene ikke opfylder kravene, vil tilsynet kunne give påbud til arbejdsgiverne.

Den nye lov gælder til og med 30. juni 2021.