20200916-105632-A-1920x1327we
Region Hovedstaden foretrækker, at en testmedarbejder tager minimum 16 timers arbejde om ugen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Så meget tjener en testmedarbejder

TEMA: Corona i Danmark
22. dec. 2020 06.45
Regionerne ansætter løbende medarbejdere til landets testcentre. A4 Arbejdsliv har undersøgt, hvad en testmedarbejder tjener, og hvor meget arbejdstid, der kræves.

Er du en af de tusindvis, der er blevet ledig under coronakrisen, så kan det være, du skulle overveje en stilling som testmedarbejder i et af landets testcentre.

LÆS OGSÅ: Corona-bonus på hospitaler i Syddanmark: Men ikke ekstra penge til alle sygeplejersker

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at de vil styrke indsatsen med mere end 800 medarbejdere. De ekstra medarbejdere skal bidrage til, at smitteopsporingen kan håndtere 5000 nye smittede med coronavirus per dag. 

Jobbet kræver ingen uddannelse, og du bliver oplært, inden du skal pode potentielt coronasmittede borgere. Det viser et jobopslag fra Region Hovedstaden.

Men hvad kan man tjene på at bruge sin arbejdstid på at skanne sygesikringsbeviser og stikke en pind i næse eller hals på borgere? Det har A4 Arbejdsliv undersøgt.

- En testmedarbejder på fuld tid (37 timer) tjener 24.538,83 kr. pr. md., hvortil kommer pension på 13,62%, oplyser Region Hovedstaden i en mail.

Til sammenligning kan nævnes, at en kassemedarbejder med et års erfaring ifølge Jobindeks tjener 21.225 kr. pr. md. Mens en nyuddannet pædagog tjener 26.245 kr. pr. md.

Testmedarbejderen får desuden tillæg for aften- og weekendarbejde.

Der er også testpersonale, der tjener mere end de 24.538,83 kr. pr. md.

- Der er forskel i lønnen, hvis pågældende har en relevant sundhedsfaglig baggrund, der anvendes i testorganisationen, idet pågældende vil blive aflønnet efter gældende overenskomst, oplyser Region Hovedstaden.

Ifølge Region Hovedstaden er der mulighed for at arbejde deltid, så man eksempelvis kan passe sine studier ved siden af. Men der foretrækkes dog, at man trækker i arbejdstøjet minimum et par gange om ugen. 

LÆS OGSÅ: Helle bortvist efter en dags sygemelding: - Jeg er chokeret og ked af det

- Mange af testmedarbejderne er deltidsansatte. Der foretrækkes medarbejdere, der kan tage mindst to vagter pr. uge (16 timer) og derover. Der er ikke beregnet en gennemsnitlig arbejdstid for testmedarbejdere.

 

 

.