Tag tid til dig selv med god samvittighed

Tag tid til dig selv med god samvittighed

28. feb, 12:10

Denne artikel er leveret af Ritzau Fokus og bringes på A4 Jobliv i samarbejde med Ritzau. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4 Jobliv. 

Er det i orden at prioritere en aften med vennerne, en tur i fitnesscenteret eller en halv time helt alene på sofaen, når man i forvejen har været væk fra børnene hele dagen?

Ja, lyder det samstemmende fra tre tids- og familieeksperter.

- Man har brug for det hele - familietid, alenetid og kærestetid, siger Daisy Løvendahl, der er personlig rådgiver med særlig fokus på familieliv og parforhold.

- Og børn har brug for mennesker, der er til stede. De kan godt mærke, hvis deres forældre hele tiden har tankerne et andet sted, tilføjer hun.

Så har du brug for en time alene, når du kommer hjem fra arbejde - eller en tur i biografen med nogle venner, du ikke har set længe - så gør det, råder Daisy Løvendahl. 

- Man bliver nødt til at vælge sig selv til. Og hvis det betyder, at der er en aften, hvor man ikke er sammen med sine børn, for at man så til gengæld kan være fuldt til stede de øvrige dage, så er det helt fint, fastslår hun.

Det handler blot om at forventningsafstemme med børnene. Fortæl dem, hvornår du er hjemme - og til stede - og hvornår du lige bliver nødt til at bruge 20 minutter på sengen eller hjemmekontoret for så til gengæld at kunne hygge og lege med ungerne derefter.

Læs også: Sådan får du mere ud af dine to do-lister

Når du har fundet ro i at tage tid for dig selv, med din partner eller med vennerne, skal du finde ud af, hvad den tid skal bruges på.

Trine Kolding, som er ekspert i effektivitet og planlægning, råder til, at du undlader at pakke kalenderen med aktiviteter, hvis det, du i virkeligheden har brug for, er at ligge på sofaen.

- Overvej, hvad det egentlig er, der giver dig energi – og drop tanken om, hvad du synes, du bør gøre, når du endelig har lidt tid for dig selv eller med din partner, siger hun.

For selv om det kan være fantastisk at tage på spaophold eller partur et sted i Europa, skal I kun gøre det, hvis det er det, der giver energi til hverdagen.

- Mærk efter. Hvis det er drænende at rejse og bruge meget af ferien på transport og ventetid, når I egentlig hellere bare ville sove, knalde og spise noget mad, så drop rejserne, få børnene passet og smid jer på sofaen derhjemme, råder Trine Kolding.

Og nej, du er ikke en dårlig forælder, hvis du efterlader børnene uden deres mor og far i en time eller en weekend. 

Der skal være plads til to i relationen

Faktisk kan det være ganske sundt for de små væsner at lære, at verden ikke kun drejer sig om dem, mener Fie Hørby, der er familieterapeut og stifter af Blackbird Institute.

- For rigtig mange er relationen mellem børn og forældre alene på børnenes præmisser. Men hvis alt drejer sig om barnet, så mister vi os selv, siger hun.

- Og hvis vi mister kontakten til os selv, så gør barnet det samme, forklarer hun videre. 

For børn gør, som de ser deres forældre gøre. Også selv om de får at vide, at de skal agere anderledes.

Det vigtigste er, at du finder ro i din beslutning, siger Fie Hørby. For er du stresset, smitter det af på dine børn.

- Rigtig mange forældre er anspændte og kan først slappe af, når børnene er lagt, fordi de føler, at børnene er en gæst, de skal please, siger familieterapeuten.

- Kunsten er at kunne slappe af og have det godt sammen med børnene. For så har børnene det også godt, tilføjer hun.

Så vend blikket indad, og find ud af, hvad du har brug for, råder Fie Hørby.

- For der skal være plads til to i relationen mellem forælder og barn, siger hun.

FAKTA: Få mere tid

  • Hvis du føler, det er svært at finde tid til både familie, venner og dig selv, så er der nogle knapper, du kan skrue på, for at effektivisere din hverdag.
  • Lav en liste over de faste opgaver, der skal klares dagligt, ugentligt eller hver måned – for eksempel madpakker, tøjvask eller rengøring af bilen.
  • Sæt tid af til opgaverne, og sæt navn på, hvem der udfører dem. På den måde vil de dels ikke hele tiden fylde i baghovedet – dels bliver opgaverne udført mere effektivt.
  • Husk, at børnene også kan sættes i sving. Selv om det er begrænset, hvor meget de kan være til hjælp de første år, så kommer det tifold igen, at man lærer dem, at man er fælles om opgaverne i familien.

 

Kilde: ekspert i effektivitet og planlægning Trine Kolding.

/ritzau fokus/

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Job er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]"


Annoncering

Forretningsbetingelser