20210324-154359-L-1920x1131we
I et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg på et spørgsmål stillet af Venstres Hans Andersen, giver beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S) en komplet oversigt over, hvor stor en andel af de forsikrede ledige, der tidligere har været omfattet af dagpengesystemet. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

39 procent af coronaledige har aldrig før været ledige

7. apr. 2021 17.00
Nye tal viser, at det ikke kun er personer på kanten af arbejdsmarkedet, der rammes af coronaledighed. 39 procent af dagpengemodtagerne i januar 2021 har aldrig før været ledige.

Denne artikel er oprindeligt bragt på NB-Kommune og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4. 

Over en tredjedel af de forsikrede ledige under coronakrisen har aldrig før været ledige, viser nye tal. Det betyder, at det langt fra kun er personer på kanten af arbejdsmarkedet, der har måttet vinke farvel til kollegaerne siden covid-19 kom til Danmark for godt et år siden.

I et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg på et spørgsmål stillet af Venstres Hans Andersen, giver beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S) en komplet oversigt over, hvor stor en andel af de forsikrede ledige, der tidligere har været omfattet af dagpengesystemet, og hvor længe det er siden, de sidst var ledige. Det skriver NB-Kommune.

LÆS OGSÅ: Forargede politikere: 'I midten sidder SAS og gnider sig i hænderne'

Tallene viser, at hele 54.200 personer, svarende til 38,9 procent af de forsikrede ledige i januar 2021 aldrig før har været ledige. Her udgør dimittendledigheden en relativt stor andel på i alt 24.000 personer, da de dimittendledige af gode grunde typisk ikke før har været ledige.

Ser man alene på de ordinære dagpengemodtagere, altså uden dimittendledige, svarer de 30.100 personer, som ikke før har været ledige, til 27 procent af de samlede ledige.

Tallene skal tages med det forbehold, at det ikke kun inkluderer personer, der er blevet ledige siden coronakrisen ramte, men viser det samlede antal dagpengemodtagere i januar 2021. 

De sværest stillede rammes også hårdt

Svaret fra beskæftigelsesministeren viser, at de største udslag ligger i toppen og i bunden af tabellen. Det er hele 50 procent af de nuværende dagpengemodtagere, der har været i et andet ledighedsforløb indenfor de sidste ni år, og at 31 procent har været i et andet ledighedsforløb indenfor de seneste fire år. 

LÆS OGSÅ: Potentiale for store besparelser: Halvdelen af kommunerne med højere sygefravær end forventet

Det viser, at netop personerne, der står på kanten af arbejdsmarkedet, og som har været inde og ude af forskellige ledighedsforløb, også rammes hårdt af coronaledighed. 

Dermed kan man udlede af svaret, at ledigheden som følge af corona og de medfølgende nedlukninger af samfundet både har ramt de personer, der er relativt nye i deres job, og samtidig har gjort et bemærkelsesværdigt stort indhug blandt personer, der aldrig før har været ledige.