Indryk jobannonce
20200118-155429-L-1920x1203we
Jacob Bjerregaard (tv.) i selskab med Københavns tidligere overborgmester Frank Jensen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Voldsom kritik af eks-borgmester: Bidrog til dårligt arbejdsmiljø og uset topstyring

9. mar 2021, 23:30
16 af de 20 chefer, som forlod Fredericia Kommune under daværende borgmester Jacob Bjerregaard, taler om dårligt arbejdsmiljø og topstyring. Bjerregaard afviser kritikken.

Fredericias borgmester gik selv. Kommunaldirektøren og økonomidirektøren er hjemsendt. Snart vil en stor advokatundersøgelse formentlig fortælle hvorfor.

Undersøgelsen bygger blandt andet på interviews med tidligere og nuværende chefer i kommunen.

TV SYD har talt med 16 af de 20 chefer og direktører, som forlod kommunen, efter Jacob Bjerregaard (S) blev borgmester i 2014.

Alle 16 vil gerne tale til baggrund, men betinger sig, at de kan være anonyme. De fortæller om dårligt arbejdsmiljø og en meget usædvanlig topstyring.

- Jeg sagde op, for jeg ikke ville finde mig i Jacobs facon. Det var ellers en fantastisk arbejdsplads, men det ændrede sig, da han kom ind ad døren. Han havde ingen tillid til folk og indførte en topstyring, så det ikke længere var rart at gå på arbejde, siger en af cheferne til TV SYD.

Hård tone

Jacob Bjerregaard beskrives som en meget ambitiøs og utålmodig mand. Kilderne siger, at der blev skabt en meget konfrontatorisk omgangstone, og at mange medarbejdere har lidt under det.

Som chef gjaldt det om at skærme sine medarbejdere for borgmesteren, for ”folk præsterer jo ikke optimalt, når de frygter chefens reaktion”. En af kilderne mener, at Jacob ”ville fungere bedre som general i hæren”:

- Han talte virkelig grimt til folk og brød sig ikke om modargumenter. Kritikere blev kørt ud på et sidespor, og han skældte folk ud foran deres kolleger. Derfor er der arbejdsopgaver, som kunne være løst bedre. Det førte også til begrænset interesse for at søge job i Fredericia.

Toppen røg hurtigt ud

Mindst 20 topchefer og direktører fratrådte fra januar 2014, da Jacob Bjerregaard blev borgmester, til han stoppede ved årsskiftet. Det er ifølge eksperter et usædvanligt højt antal.

To kommunaldirektører røg ud, inden den nu hjemsendte kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe blev ansat. Alle fire medlemmer af direktionen var ude af døren i løbet af Bjerregaards første år som borgmester.

- De blev skubbet ud af kommunen, alle fire, siger en af eks-cheferne.

- Jacob ville rydde op og samle sit eget hold. Han stolede kun på de folk, han selv ansatte. Men når 20 topchefer forsvinder på kort tid, så kan det ikke være rationelt det hele.

I 2019 kom et såkaldt mulighedskatalog, som i høj grad var et sparekatalog. Her kunne nogle chefer læse, at man ville fjerne deres funktion. Man kunne lige så godt have sat deres navn på listen over, hvem man overvejede at fyre, siger Djøf-tillidsmand i Fredericia Kommune, Bobby Bhatia, til TV SYD.

- Sidste år skete der en ekstremt stor udskiftning blandt Djøf-ansatte i kommunen. Omkring 30 procent af de Djøf-medarbejdere, jeg repræsenterer, er ansat inden for det seneste år. Jeg ved, at mange stoppede, fordi de var utilfredse med arbejdsmiljøet, siger Bobby Bhatia.

Den anden kommune

En række chefer påpeger, at Jacob Bjerregaard ikke stolede på embedsværket. Derfor håndplukkede han ifølge kilderne sit eget hold af konsulenter og byggede sit eget politiske sekretariat.

Det delte kommunen i to, selv om ingen så skævt til de nyansatte, men borgmesterens nye stab blev aldrig integreret med resten af kommunen. Staben blev med glimt i øjet omtalt som ”den anden kommune”.

Bykongen blandede sig

Ifølge kilderne skabte bykongen et enevælde. Jacob Bjerregaard ville ind i beslutninger på alle niveauer, hvilket er usædvanligt.

Han ville bestemme, hvem som skulle ansættes. Og han brød sig ikke om, hvis der blev holdt ledermøder uden ham, selv om det er helt normalt.

Alle dagsordener skulle godkendes af borgmesteren, som fik sagsfremstillinger skrevet om. Nogle sager blev taget af, mens andre gik direkte i økonomiudvalget, hvor han selv sad ved bordenden. Så slap han for, at der kom en indstilling fra fagudvalg eller fra forvaltningen, som han ikke var enig i.

- Alt ansvar skulle ligge hos Jacob, men det er umuligt i en kommune med over 3000 ansatte. Han var bykonge. Men én mand kan ikke være filter for alt, for der opstår flaskehalse, hvis ingen tør beslutte noget selv, siger en tidligere chef.

Gode resultater

Kritikken af hans ledelsesstil er én ting. Noget andet er de politiske resultater. Her vender en række af de tidligere chefer faktisk tommelfingeren opad.

De roser, at der er lavet byudvikling ”gjort op med den værft- og bryggeriforståelse, som altid har præget Fredericia”. Musical, nybyggeri og krydstogtskibe har vist byen fra en ny side.

- Hvis du spørger folk på gaden i Fredericia, så er der masser af mennesker, som er kede af, at han er stoppet. Nogle siger, at det er noget skidt med den byggegrund, men at han også gjorde gode ting for byen og for byens image, lyder det.

Men internt på rådhuset blev der udtrykt håb om, at han fik en ministerpost i S-regeringen, så Fredericia kunne få en ny borgmester.

Ingen sagde stop

Hvorfor var der ingen, som sagde stop? Hvor var cheferne, byrådsmedlemmerne og tillidsrepræsentanterne henne?

Her lyder forklaringen, at Jacob Bjerregaard havde en meget stærk position, fordi valget gav socialdemokratisk flertal i byrådet.

Den magt brugte han ifølge kilderne til at skille sig af med de kritiske chefer, der var tæt på ham. Mens politikerne fik gode poster, så de var tilfredse og ukritiske. Syv år i træk stod hele byrådet bag budgetforliget. Der var en grad af magtarrogance, siger en fratrådt direktør:

- Bjerregaard blev fornærmet, hvis andre havde en anden opfattelse. Men når en borgmester jorder objektive fakta og vil sagsbehandle, så opstår der problemer. Klassiske embedsdyder som objektivitet og neutralitet blev udfordret. Der er brug for faglighed, ordentlighed og retning.

Nogen er gået for vidt

En række af de fratrådte chefer er interviewet til den advokatundersøgelse, som skal kaste lys på de mange sager og rygter i Fredericia Kommune.

Her har de blandt andet talt om topstyring og kontrol. Derudover fastslår de, at de ikke kender undersøgelsens konklusioner.

- Men flere gik for vidt i deres borgmesterbetjening. Det vil nok fremgå af advokatundersøgelsen, at der har været inhabilitet og manglende ordentlighed i sagsbehandlingen. Det gør ondt at tænke på.

Bjerregaard afviser

Jacob Bjerregaard siger til TV SYD, at han ikke kan genkende det billede, som tillidsmanden og de tidligere topchefer tegner.

- Når man slanker ledelsen for at finde penge til velfærd, så giver det nogle reaktioner. Det var et politisk valg, som hele byrådet stod bag. ”Topstyring” er et negativt ladet ord, men jeg har blandet mig i de vigtigste sager. For eksempel fik vi hurtigt anlægsloftet i økonomiudvalget, så vi blandt andet kunne bygge en langside på vores fodboldstadion, siger Jacob Bjerregaard.

Har temperament

Kilderne siger, at du har skældt folk ud foran deres kolleger.

- Det kan jeg ikke genkende. Jeg har temperament, som jeg bruger til at skabe engagement, og jeg har en tydelig og fri tone, siger Jacob Bjerregaard.

Kritikerne siger også, at der var så meget topstyring, at folk ikke turde tage beslutninger. Og at det skabte flaskehalse?

- Jo, men det er en udfordring i enhver organisation. Ingen har banket på min dør og sagt, at de var utilfredse. Og det er lidt svært at tage imod kritik, når det kommer fra anonyme kilder, siger Jacob Bjerregaard.

Sløret løftes snart

Advokatundersøgelsen tog udgangspunkt i Jacob Bjerregaards køb af en attraktiv byggegrund i Fredericia. En række artikler har antydet, at han brugte sin magtposition til at sikre sig grunden - for næsen af andre interesserede borgere.

Siden er undersøgelsen udvidet til at omfatte andre sager. Sideløbende kører en intern undersøgelse, der blandt andet skal redegøre for hotelovernatninger, forskellige samarbejdsaftaler og konkursen i Fredericias teater.

Både kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard er hjemsendt. Det er ikke oplyst hvorfor. Både kommunen og advokatfirmaet Horten, som står for undersøgelsen, holder kortene tæt til kroppen.

Anonyme kilder

Denne artikel er blevet til i forlængelse af en lang række lange samtaler med de fratrådte chefer og direktører.

TV SYD har undtagelsesvis valgt at imødekomme kildernes ønske om anonymitet i denne sag, da den er af væsentlig og stor offentlig interesse.

Samtidig med, at de informationer, som de fratrådte chefer og ledere bidrager med, ikke har kunnet tilvejebringes under andre forudsætninger. Alle kilders fulde identitet er redaktionen bekendt.