Det kræver øvelse at blive god til at gå til jobsamtale via webcam, skriver Isabella Beck Jørgensen, der er kandidatstuderende ved Copenhagen Business School. Foto: Emil Bay Gregersen

Studerende i coronakrisen: Det lærte jeg af at gå til webcam-jobsamtale

24. mar, 15:41
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Coronakrisen tvinger nyuddannede til at skrue ned for ambitionerne om at lande drømmejobbet i første hug. Men krisen betyder også, at vi skal lære, hvordan man går til webcam-jobsamtaler.

Da jeg hørte om det første COVID-19 tilfælde i Europa, kunne jeg godt mærke, at det kunne gå rigtig galt. Og det er gået rigtig galt.

Flere og flere mennesker bliver smittet hver dag, og vi studerende sidder nu i en situation, hvor vi kun går ud, hvis der er et konkret og nødvendigt formål. Uddannelsessektoren er sammen med resten af samfundet lukket ned - og med god grund. 

I skrivende stund sidder jeg og arbejder med mit speciale, og normalt ville jeg skrive på læsesalen, et bibliotek eller i et ”refugium” (fx en lille klosterhave i nærheden af, hvor jeg bor). Nu sidder jeg i de omgivelser, der normalt er mit fristed, og hvor jeg ikke arbejder, med mindre det er nødvendigt. Det skal jeg også lige vænne mig til.

LÆS OGSÅ: Studerende med opråb: Fortæl kollegerne, hvad du lærte til lønforhandlingen

Jeg er i den sidste del af min studietid, hvor man normalt ser lys for enden af tunnelen og for alvor begynder at gøre sig tanker om arbejdsmarkedet, karriere, og hvor man ser sig selv de kommende år.

Men jobmarkedet ser anderledes ud nu. Jeg ved med sikkerhed, at det ikke længere er en god idé at stikke næsen i sky og vente på "det ultimative job".

Stillinger, som jeg før i tiden troede, jeg kunne få, findes måske ikke længere om en måned, og de fleste virksomheder har måttet lave en total opbremsning. Det føles ekstra hårdt, når speederen på arbejdsmarkedet har været i bund i mange år.

Jeg tror, min årgang på landets universiteter er nødt til at tænke kreativt og måske gå på kompromis med drømmene, fordi der vil være færre jobopslag i en periode på grund af krisen.

Isabella Beck Jørgensen, kandidatstuderende ved Copenhagen Business School

Derfor tager jeg nu alternativer i brug. Jeg har søgt arbejde hos virksomheder, som pt. ikke har ledige stillinger, og jeg bruger tid på at sætte mig ind i, hvad det er for en virksomhed. Jeg forsøger at finde argumenter for, hvordan virksomheden kan bruge en som mig med min profil og baggrund. 

Jeg tror, min årgang på landets universiteter er nødt til at tænke kreativt og måske gå på kompromis med drømmene, fordi der vil være færre jobopslag i en periode på grund af coronakrisen.

Men krisen har også vendt op og ned på den sidste fase i jobsøgningsprocessen: Jobsamtalen. 

Det blev tydeligt for mig i sidste uge, da jeg sad klar til en jobsamtale hos en international virksomhed foran min computer med webcam'et tændt iført en nystrøget skjorte og med en velfriseret hestehale.

Der var også kommet et tykt lag rød læbestift på læberne og lidt sminke på den hvide pande og hage. Ingen så mine gamle forvaskede natbukser, som gemte sig under spisebordet.

Det var en helt ny måde at gå til jobsamtale på, men det fungerede og er et glimrende alternativ i denne tid.

Øv dig før jobsamtalen

En webcam-jobsamtale er anderledes end en normal jobsamtale, fordi man ikke kan holde øjenkontakt med flere i ”lokalet” og afkode stemningen. For mig er det virkelig et minus, da jeg kan godt lide at tage en føler på temperaturen i lokalet og leve mig ind i energien. 

Ved webcam-jobsamtalen er der heller ikke de der naturlige stunder, når man ankommer og giver håndtryk og siger "pænt god dag" og bliver tilbudt en kop kaffe.

Det er nemmere at være høflig i virkeligheden, og det kan godt blive en smule koldt over web-cam, så jeg vil anbefale andre at øve sig, før de skal til samtale eller til en online-eksamen i den kommende tid. 

Hele ens naturlige kropssprog skal lige tilpasses til kameraet, og man skal kende motivet, som man bliver en del af. Jeg anbefaler også, at man vælger en neutral baggrund og godt lys.

Min webcam-jobsamtale gik heldigvis godt, og efter et par dage fik jeg en mail om, at jeg var gået videre til næste runde, som skulle foregå ved et uddybende telefoninterview.

Jeg var naturligvis glad, men jeg vil ikke lægge skjul på, at den usikkerhed, der hersker på grund af COVID-19, måske kan spænde ben for, at jeg får jobbet. Vi kender stadigvæk ikke dagen i morgen. 

Jeg håber alligevel, at studerende ikke holder sig tilbage med ansøgninger, god energi og gå-på-mod. Vi må hjælpe hinanden, hvor vi kan, og dele ud af gode kontakter, idéer og sende hinanden links til job, der dukker op. 

Vi er stærkere sammen. Også selvom vi ikke kan være sammen i en periode.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Job her