arbejde Lær at meditere, råder erhvervspsykolog Janne Skakon, ph.d. i organisationspsykologi. På den måde forener man, der hvor man er fysisk med, hvor man er mentalt. (Modelfoto) Foto: Foto ©Colourbox/Free

Tilter tilværelsen? Få styr på din work-life-balance

29. maj, 10:38
Det kan gøre en psykisk forskel at fjerne fysiske arbejdsrelaterede ting.

Otte timer under dynen, otte timer på arbejdet og otte timer til alt det andet - rengøring, madlavning, indkøb, motion, lektiehjælp og afslapning.

Sådan ser manges dagligdag ud. Men nogle gange mudrer tingene sammen.

Det betyder, at man ikke er helt til stede, hvor man er, men halvt til stede i det hele, forklarer erhvervspsykolog Janne Skakon, ph.d. i organisationspsykologi.

- For mennesker, der går meget op i deres arbejde oversvømmer det arbejdsmæssige - både opgaver og krævende relationer til kolleger eller chef - alle døgnets timer, siger hun og tilføjer:

- Men man kan selv påvirke, hvad der skal fylde i bevidstheden. Det kræver bare træning og opmærksomhed.

I en undersøgelse fra Djøf svarer hver femte, at det er svært at forene familie- og arbejdslivet.

Men det ér muligt, siger chefkonsulent Jakob Sloth Petersen fra Djøf Karriere og Erhverv.

Kortlæg og prioriter dit tidsforbrug

- Find ud af, hvad du gerne vil bruge din tid på, og sammenhold det med, hvad du rent faktisk bruger tiden på. Hvis enderne ikke mødes, er der ubalance, og så er du nødt at prioritere, siger han.

Knokl igennem på arbejdet, men hop ikke rundt mellem opgaverne. Arbejd fokuseret, så du kan gå hjem - til tiden - uden at næste dags opgaver rumsterer i hovedet.

- På den ene side gør fleksibiliteten og teknologien, at vi kan tilrettelægge vores arbejde, hvor og hvornår vi vil.

- Men på den anden side fordrer det, at vi også slukker for arbejdet, så vi er nærværende, når vi kommer hjem, siger Jakob Sloth Petersen.

En ting er at klappe computeren sammen, mute mobilen og lægge attachémappen væk til næste dag.

Læs også: 20 minutter i naturen kan dæmpe stress

Noget andet er også at pakke sammen mentalt, så morgendagens møde med chefen og præsentationen foran hele afdelingen ikke fylder midt i aftensmaden og putningen af ungerne.

For nogle virker regler og struktur - som at lade arbejdscomputeren blive liggende på jobbet eller kun tjekke mails i et bestemt tidsrum.

- Ellers er vi alert hele tiden. Sådan fungerer hjernen, pointerer Janne Skakon.

For andre fungerer eksempelvis motion og meditation.

- Mindfulnessbaseret meditation kan trænes. For eksempel kan minimeditationer ved arbejdsdagens afslutning bruges til at fokusere på, at vi nu har fri og blive klar til at være nærværende i det, man nu skal, siger erhvervspsykologen og tilføjer.

- Med en øget opmærksomhed og bevidsthed får vi større indflydelse på, hvad der skal fylde, så tankerne ikke kører afsted.

/ritzau fokus/

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Job er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser